Aktivitet 1
Der er flere forskellige måder at arbejde med livshistorier på. Man kan arbejde med livshistorier bla som billedkunst. I teksten af Ida schwarts kan man høre hendes fortælling om at hvert et billede lavet af et barn er et udtryk for barnets livshistorie. Tænker denne metode er særdeles velegnet til børn der endnu ikke har en stor sprogtilegnelse, og i den grad også for sproghæmmede børn eller voksne.
Jeg har valgt at undersøge livshistorie for udsatte unge da det er det område der har vagt mig størst interesse, og også et område jeg gennem mit arbejde har en del erfaring i også indenfor livshistorie.
Jeg faldt bla. over denne metode på nettet.
Metoden
Livshistorie er en metode til at finde frem til borgerens ønsker og præferencer og er en metode til at:- Fastholde det levede liv og identitet
- Ugøre grundlaget for samværsaktiviteter
- Kvalificere hjælpen via en større viden og forståelse for borgeren
Forskellige informationer om personen indsamles, som f.eks. familie, fritidsinteresser, traditioner, ting jeg holder af, ting jeg synes er sjovt, medlemskab i foreninger etc.
Jeg tænker her det er meget interessant at tænke på den viden der kan have betydning for den udsate unge, at livshistorier rent faktisk er så væsentligt i arbejde med personligheden og videre ønsker og mål for fremtiden. Tingene bliver ofte sat i perspektiv for den unge igennem fortællingen af livshistorien.
Aktivitet 2
I min valgte målgruppe som er udsatte unge er det utrolig vigtigt at pædagogen har kendskab til arbejdet med livshistorie.
Dette da arbejdet med livshistorie indebærer at man kommer meget tæt på fortællerens personlige og private forhold. Det er vigtigt at pædagogen har reflekteret over de etiske problemstillinger som det indebærer at lave livshistorie med en udsat ung.
For at få det optimale ud af en livsfortælling er det meget afgørende at man som pædagog forholder sig lyttende og interesseret uden at bryde ind i fortællingen. Dette er ikke helt ukompliceret, men det er vigtigt at historien udelukkende bliver " malet" af fortælleren og ikke baseret på inskydelser og afbrydelser fra pædagoger.
Arbejdet med livshistorier er en støtte og dannelses proces for den unge og rollen for pædagogen kan være svær og broget, da arbejdet kommer ind over det terapeutiske arbejde med den unge. Dette faktot skal man bare som pædagog være bevidst om da arbejdet med livshistorien er meget terapeutisk. Dette skal dog ikke afholde pædagogen fra at lave livshistorier med en ung, dog være bevidst om sin rolle.
Det er i min målgruppe godt at arbejde med livshistorier, netop fordi det er med til at skabe indblik og accept at det liv den unge har haft. Der er tid til reflektion, og til at skabe nye mål for livet. Det kan altså være med til at skabe en dannelse af fremtiden.
Hvis jeg skulle ud fra dette skal en problemformulering for emnet kunne den godt lyde sådan her: Hvordan kan man bruge livshistorier som redskab til udsatte unge? Bestemt et emne der kunne være interessant at arbejde med til eksamen.
Aktivitet 3
Hvis jeg med de udsatte unge jeg til dagligt arbejder med i aldren fra 14-22 år skulle lave en livshistorie med en ung, ville jeg undersæge med den unge hvad hun har af ønsker til udformelsen af den. Jeg forestiller mig at med unge i denne alder skal det være en bog med forskelligt indhold, ikke hun skrift. Det kan være hilsner fra andre unge på ophildsstedet, det kan være fødselsdagskort fra familie osv.
Det er vigtigt at man or det planlagt så man kan gennemføre fortællingen uden for mange afbrydelse og forstyrrelser derfor er det vigtig at have gennemtænkt rammerne.
Et utroligt spændende emne jeg helt sikkert kommer tilat dykke mere ned i.
